Motiverende naturfagsundervisning - om opfyldelse af lærerstuderendes basale psykologiske behov i undervisningen

NAFA Dialog

Apr 23 2024 • 28 mins

I dette afsnit af NAFA Dialog taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Jørgen Løye Christiansen og  Karin Lilius; begge lektorer på læreruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon.
Omdrejningspunktet for samtalen er studerendes basale psykologiske behov i naturfagsundervisningen, og hvordan dét at tilrettelægge undervisningen efter opfyldelsen af den lærendes basale psykologiske behov kan hjælpe til at højne motivation og fagligt niveau og mindske frafald i både uddannelse og skole.
I afsnittet kan du høre Jørgen og Karin fortælle om erfaringerne fra deres samarbejde i et af NAFAs professionelle læringsfællesskaber, PLF'er, i læreruddannelsen. I løbet af samtalen kan du høre fra et konkret forløb struktureret ud fra formative evalueringsprocesser og selvbestemmelsesteoriens perspektiver på tre basale psykologiske behov som er afgørende for motivation – autonomi, kompetence og samhørighed.
På baggrund af eksemplerne ledes samtalen over i en diskussion af potentialet af fokus på disse aspekter af undervisningen og den lærendes rolle i naturfag for både lærerstuderende og lærere i skolen. Og på den baggrund løftes samtalen også op i en bredere refleksion over, hvordan disse perspektiver kan være en virksom ramme for at arbejde med kompetence- og undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning, som stiller spørgsmål og åbner op for nysgerrighed og undren frem for at lukke ned, fordi man søger et bestemt facit og fremgangsmåde.