I studiet sidder Magnus med sit tal’papir,
sit tal’papir, så godt og klogt,
han nikker og han smiler og han er så glad
for kemi er hans bedste emne.
Men rundt omkring står al’ de små biokemikere
og de skotter, og de skotter: “Vi vil så gerne ha’ lidt Nobelpriser.”
Og de danser, danser rundt i ring.
Men Magnusfar han truer med sin store kolb’:
“Vil i nu se at komme væk,
for vi vil ha’ vores pris i ro og fred,
og ingen, ingen vil vi dele med.”
Men biokemikerne hopper og danser,
og de svinser og de svanser,
de kigger efter prisen, og de standser,
og de står om Magnus tæt i ring.
Men Magnusfar han er en lille hidsigprop,
og med sin krop han gør et hop:
“Jeg henter katten, hvis i ikke holder op;
når katten kommer, skal det nok bli’ stop.”
Så bliver alle biokemikerne så bang’,
å, så bange, å, så bange,
de vender sig og danser et par gange og én, to, tre, så er de væk.
I et Lab, med en stor sterildragt,
så de ligner en pingvin,
der er bange for keratin,
fra katten din,
i de sarte prøver sin.
Dette er et juleafsnit, hvis nogen skulle være i tvivl. Det handler om kanelaldehyd. Det bliver mega julehygge! Men vi er også lidt nogle kanel-jule-grincher.
PS. Man må gerne synge sangen omkring juletræet i år.
Tak fordi i lyttede med
You Might Like
